Fanø
Fanø har sin egenart uden sidestykke. En enestående ø-kultur, hvor alt - lyset, luften, livet - er ganske anderledes. Et besøg værd med den smukkeste natur.
Den voksende sælbestand nyder livet på sandbankerne mindst lige så meget som gæsterne på en af Europas ubetinget bedste og mest badesikre strande.
Livet nydes her året rundt - i sol og sommer, i vintersol eller frisk vestenvind. Derfor vender turisterne tilbage år efter år.
Fanø har et væld af oplevelsesmuligheder. Herunder den enestående natur med de store vidder af lyngbeklædt hede vekslende med det bølgende klitlandskab og skov med legeplads samt cykel- og vandrestier.
Fanø er rav, drager, sæler, østers, kite-buggy og meget mere.
Fanø er kultur med gallerier og kunstmuseum, med de kulturhistoriske landsbyer Nordby og Sønderho.
Sønderho - Danmarks smukkeste landsby
Et besøg i Sønderho er et "must" når man besøger Fanø. Det er ikke uden grund Sønderho vandt prisen som Danmarks smukkeste landsby.
Når man går i de smalle gader med de fine gamle huse, føler man sig hensat til en anden tid.
Stil bilen på parkeringspladsen ved kirken og brug et par timer på en by-vandring i de små krogede gader, besøg Fanø Kunstmuseum, Hannes hus, Sønderho Mølle og Sønderho Kirke.
De mange gamle, velbevarede bygninger stammer hovedsageligt fra midten af 1700- tallet og 100 år frem, hvor Sønderho var den dominerende søfartsby på den jyske vestkyst.
Havnen og værftsområdet lå i en lille beskyttet bugt i den nord-østlige ende af Sønderho. Men indsejlingen sandede efterhånden til og er i dag engarealer. Sammenhængen med søfarten præger i høj grad Sønderho Kirke, som er den kirke i Danmark, der har flest kirkeskibe - 15 i alt.
De gamle, idylliske bymiljøer med de karakteristiske, stråtækte huse summer af liv og musik. Kunst og kulturminder opleves på de mange museer. Dertil kommer musikfestivaler, folkemusik- og dans, drageflyvestævne, golf- og tennisbaner, natur- og vadevandringer for børn og voksne, ridning og meget mere.
Se mere her: https://visitfanoe.dk/da/home/
Se fanøguiden her: https://issuu.com/svuf/docs/fan_guide2020_dk_web
Se fartplan her: https://www.fanoelinjen.dk/fartplan