Den gamle købstad Varde
Varde er en gammel stad. Byens alder kendes ikke med bestemthed, men i hvert fald nævnes den i skriftlige kilder allerede omkring 1100 og dens egentlige opståen fortaber sig hermed i den tidlige middelalder.
Som andre af vore ældste byer ligger den på et sted, hvor landskabet på forskellig måde begunstiger bosættelse og anden menneskelig aktivitet.
Varde er således vokset frem tæt ved åen, med bekvem anløbsplads for skibe på et sted, hvor den nord-syd-gående landevejstrafik havde et betydningsfuldt vade- eller overfartssted, der siden er blevet afløst af en bro.
Varde har et spændende handelsliv, og i sommermånederne er der en række arrangementer blandt andet på byens torv.